Tilbage

Lørdag d. 5. Oktober - Fællesjagt på Lykkegaard

15 jægere mødte ind til årets første fællesjagt i Hjallerup Jagtforening. 3 af jægerne var hundefolk. Efter morgenmaden i Hjallerup Jagtcenter var alle klar til at tage hul på jagtsæsonen.

Den første såt var stykket bag Hjallerup Jagtcenter, men desværre blev der ikke set noget vildt.

Derefter kørte vi videre til Lykkegård, hvor vi startede med det nye stykke bag gården. Her blev der set en enkelt hare, men ellers var der ikke meget aktivitet.

Jagten fortsatte med stykket med skrub på den anden side af vejen. Da skytterne tog opstilling, og hundefolkene begyndte at drive såten af, rejste to rådyr sig. Det ene rådyr løb over på nabogårdens areal, men det andet rådyr løb bagud mod hundefolkene og blev nedlagt. Dermed var det første stykke vildt i sæsonen nedlagt. Ud af såten fløj også en enkelt bekkasin.

Den sidste såt inden frokost var skrubbet tæt på motorvejen. Her lettede et par fasaner da hundene drev såten af, og en af dem fløj over skyttekæden og blev nedlagt af en af jægerne. 

Efter frokost hos Carl Gunnar fortsatte vi med dagens sidste såt ved Møllerne Øst, men der blev desværre ikke set noget vildt her. 

Dagens parade bestod dermed af et stykke råvildt og en fasankok.

Tak til alle for en oplevelsesrig dag - knæk og bræk til alle derude!

 

 

 

Tilbage